I don't think you know this about me...

Her er lidt af min historie. En historie som jeg ser som en pose fyldt med luft - en pose jeg oftest gemmer langt væk, og selv hvis den bliver fundet frem, hiver jeg kun lidt i hjørnerne. Luften bliver aldrig rigtig sluppet ud....

Jeg har skiftet skole tre gange. Jeg har gået på to skoler i den by, jeg bor i. Og nu går jeg så på en privatskole halvvejs ind mod byen. 

Jeg var anderledes. Jeg lærte tingene hurtigere end de andre i klassen, og fordi jeg var færdig så hurtigt, begyndte jeg at hjælpe de andre. Folk begyndte at blive skeptiske, sådan skulle jeg da ikke opføre mig. Jeg skulle være ligesom de andre, ikke stikke ud på nogen måde. Men jeg vidste ikke bedre. Jeg spurgte mine forældre, hvad meningen med livet var, da jeg var 4 år gammel. Jeg diskuterede underlige emner med dem, for de forstod mig. Jeg kunne snakke på lige fod med dem, der var ikke nogen akavet stilhed, fordi de ikke forstod hvad jeg mente. Jeg havde aldrig nogen at være sammen med. 

Jeg var den irriterende pige, der sad hver weekend og ringede samtlige piger op, oftest uden held. Jeg var hende, der accepterede hvilken som helst social kontakt - om jeg så blot skulle hjælpe de andre piger med at stille deres Bratz figurer frem. Jeg var ulykkelig, men sådan så 7-årige Rebecca det ikke. Jeg troede, det var normalt at blive behandlet, som jeg gjorde. Jeg kom nogle gange grædende hjem fra skole, fordi jeg ikke kunne lide at være der. Jeg havde intet, der motiverede mig til at stå op om morgenen. Livet var en underlig blanding af ubegribelig få venskaber, onde kommentarer og folk der ikke forstod mig. De eneste der var der for mig, var mine forældre. De støttede mig gennem tykt og tyndt, og var der altid for at lytte til mine altid sørgmodige fortællinger fra, hvad der var sket i skolen. 

Det der skete i skolen var i milde ord; sørgmodigt. Jeg blev mobbet - godt og grundigt. Jeg blev skubbet, sparket og holdt udenfor på alle punkter. Folk så ned på mig, jeg var "hende den underlige". Jeg blev kaldt onde ord, og pædagogerne sagde blot "de er bare jaloux". Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg følte, at jeg ikke havde styr på noget som helst - der var intet, der fungerede. 

Mine forældre blev enige om, at jeg skulle et andet sted hen - starte på ny. Så som planlagt flyttede jeg skole i 3. klasse. Jeg flyttede til en anden skole, som lå i samme by. Jeg fik en gammel gnaven lærer, som mente, at når de andre drillede mig, måtte jeg selv være skyld i det. Hun gjorde intet for at stoppe det, og kunne ikke andet end at kritisere mig. 

Så jeg måtte videre endnu en gang.. Mine forældre havde hørt om det gennem en forening der hed Gifted Children. Skolen hedder Atheneskolen, og jeg kom på en to ugers prøve, for at se om det var noget for mig. 

Jeg var overvældet. Så mange indtryk, så mange personer, så mange nye ansigter - og så lidt tid. Men lidt efter lidt begyndte det hele at falde på plads. Jeg kunne pludseligt alle deres navne, og jeg blev på skolen lidt længere, for at sidde og snakke lidt med nogle af pigerne. Jeg hørte hjemme - endelig. Jeg var ikke underlig, her var alle lidt anderledes - nogen mere end andre - men det var okay. Nej, det var mere end okay, det var normalt. Det var normalt at være anderledes. Jeg var sammen med folk, der havde været i gennem noget i samme stil, som det jeg havde været i gennem. De kunne relatere til det hele, og jeg kunne næsten ikke forstå det. Jeg var overrasket over, hvor søde de var mod mig, og hvor glad jeg var for at gå i skole om morgenen. 

Den skole har ændret mit liv på godt og ondt, men jeg kan med hånden på hjertet sige, at den har været skyld i så mange flere positive ting end negative. Jeg er, den jeg er i dag på grund af den skole. Jeg fik plads og redskaber til at være mig selv, og pludselig begyndte en personlighed at blomstre frem. En personlighed med akavet sider, underlige sider og sjove sider. En personlighed ved navn Rebecca..

Long time no see...

Jeg vil ikke komme med underlige undskyldninger, lange og snørklede forklaringer og undskylde mig ud af, at jeg ikke har blogget i ret lang tid. Jeg har ikke haft lyst til det, også føler jeg ikke behovet for at ytre mig herinde. Hellere ikke gøre det, end at gøre det halvt - sådan lyder mit lille motto. 

Jeg har lige haft sidste skoledag i går, og når jeg tænker over det begynder jeg næsten at græde. Jeg har her de sidste par måneder gået rundt og brokket min røv i laser over, hvor meget jeg hader min klasse og længes efter at komme væk. Jeg har været utilfreds, følt mig ude, været sur og tvær og brugt al min energi på at være irriteret i stedet for at nyde, det jeg har - eller havde.. 

For nu - ja, nu - er jeg begyndt at indse, hvor dejlige mine klassekammerater er. De er sære - uden tvivl - men de er ægte, de er dem selv på godt og ondt, og det har jeg fandme respekt for! 

Vi havde som sagt sidste skoledag i går, og vi havde småplanlagt et show(eller rettere sagt sketch show), hvor en gruppe elever hver i sær skulle spille én af vores lærere. Der var så en anden gruppe der "spillede" elever og kom med både sjove og dumme bemærkninger. Vi havde ikke øvet det igennem en eneste gang, men havde hver for sig gået og forberedt os lidt. Vi mødte klokken 8.00, for at gøre os klar. Tage kostumer på, sætte hår, lægge sjov makeup og grine og fjante. Vi var alle langsomme, gik rundt og spiste karameller, snakkede om alt mellem himmel og jord og trak godt og grundigt tiden ud. Klokken blev 9.00 og vi skulle ind i vores "fysik lokale", for at spise morgenmad med vores dejlige lærere. Der blev serveret friskt morgenbrød, pålægschokolade, syltetøj, leende ko osv. Vi guflede i os og snakkede indbyrdes og alverdens ting - jeg smiler bare ved at tænke på det. Pludselig blev klokken 9.40 og vi skyndte os hen til, hvor vi havde sat kulisserne op. Vi fik øvet noget af det igennem, men var alt for hyper til at tage det seriøst. 

Pludselig var klokken 10.00 og det hele skulle begynde. Alle eleverne begyndte så småt at gå mod det røde rum og sætte sig foran scenen. Jeg var nervøs, på trods af at jeg ikke engang havde en rolle i showet. 

Alle eleverne satte sig ned og der blev bomstille. "Eleverne" satte sig ind ved deres borde og begyndte at småsnakke, og pludselig kom vores lærer "Christine" ind. Folk grinte og grinte, syntes det var så sjovt - mig med! Det meste ville de fleste kunne forstå, men selvfølgelig var noget af det mindre internt for vores klasse. Det var hylende morsomt, og vores egen klasselærer begyndte at græde af grin!

Til sidst syntes vi, at det var på sin plads at uddele nogle sjove gaver til vores skønne lærere. Og der (endnu en gang), begyndte vores klasselærer at græde. I dette tilfælde tror jeg, at det var af ren glæde - man kan jo håbe :) 

Efter det tog vi på McD og mødte en fyr der hedder Oskar, som vi inviterede med hjem til en fra min klasse. Vi tog hjem til hende, snakkede og snakkede og endte med at spise pizza der. Jeg tog hjem klokken 21 og blev hentet af min dejlige far på Ballerup st. i øsende regnvejr. 

Det var en dejlig dag, og jeg kommer inderligt til at savne alt ved min skole. Lærerne der er så åbne og søde, eleverne der er specielle på hver sin måde, de underlige faciliteter, de dårlige bøger(haha!) og de dejlige minder. 

Folkeskolen er overstået for mit vedkommende, og det er sku en skam. Jeg savner det allerede.....

En fin giveaway - men ikke som i tror..

Jeg har nu tilmeldt mig Amanda's giveaway, da jeg aldrig har taget mig sammen til at tilmelde mig disse "gave uddelelser". Jeg har altid været for doven, eller også har det ikke virket. Men nu har jeg taget mig sammen til at udfylde alle de ting, man skal gøre, og jeg mangler blot at lave et indlæg om giveaway'en - og det kommer så her.

I burde alle sammen gå hen og følge Amandas blog - Made in Denmark - den er personlig, uden at være kedelig, den har lidt mode hen over sig, uden at være for meget og så er den bare helt sin egen - og det er Amanda også! Hun er den sødeste pige, jeg længe har mødt, så åben og venlig. Jeg er så heldig at have mødt hende, fordi vi har utroligt mange fælles venner. Men jeg kan tydeligt huske da jeg sad helt alene på mit værelse og læste hendes indlæg og tænkte "Wow, at møde hende en dag - det vil jeg gerne! Men jeg det kommer jo aldrig til at ske....". Men det gjorde det jo? Jeg griner altid lidt når jeg ser tilbage på det.. 

Ha' en fortsat god torsdag derude. Jeg har haft fri hele ugen, fordi vi har eksamener og fordi hele min skole er på lejr-skole - thank god! 

Hvad vil jeg?

Hvad vil jeg med den her blog? Skal det være en tanke blog, en inspirations blog, en billed blog. Hvad skal det være? Se, mit svar er: En Rebecca blog. Der kommer nogle billeder ind, hvis jeg lyster - men ellers står den udelukkende på teenage plapren lige fra hjertet, og her kommer det så...

Jeg(som alle andre 9. klasser i landet) er i gang med de berygtede eksamener i øjeblikket, hvilket giver mig en masse stress og jag, og det gavner i hvert fald ikke min dagligdag - mildes talt. Jeg glemmer aftaler, fiser rundt og føler mig helt oppe og flyve - på den dårlige måde. Den måde hvorpå man ikke rigtigt kan finde fodfæste i den virkelige verden. For hvad er den virkelige verden? Er den virkelige verden min skole og mine klassekamerater - for så vil jeg gerne "flytte". Er den virkelige verden Smørum? For så vil jeg også gerne flytte. Hvor fanden er den? Mit svar må være efterskole. Jeg håber det gavner mig så grusomt, for det lyder så pokkers dejligt. 

Min skole nager mig. Jeg snakker godt med to piger, og håber da på at se dem efter sommerferien - men hvem ved? Resten af klassen kommer jeg nok ikke til at ses med, vi snakker blot sammen, fordi vi "skal". De fleste lever i en "langt fra virkeligheden" boble, fyldt med onde kommentarer som sårer folk, grammatiske rettelser der kan drive mig til vanvid, ingen form for situationsfornemmelse og alt for meget overanalysering. 

Jeg startede på skolen som et godt og grundigt 0. Jeg gik i 4. klasse og ejede intet der lignede en personlighed. Men den begyndte at titte frem og blomstre sig i alle mulige retninger. Men nu er den begyndt at visne, den kryber væk og ligner ikke sig selv. 

Min skole har gavnet mig - uden tvivl. Men nu er den begyndt at æde mig op indefra, og der er kun én vej - og det er væk. Der er heldigvis kun eksamener, særskema og nogle formelle fester igen, og så er jeg pist væk. Jeg glæder mig til at se, hvordan verden ser ud udenfor Søborg; om folk er reelt dejlige mennesker, tænker før de taler og snakker med en som var man på samme niveau - det ville i hvert fald være dejligt. Åh, jeg vil væk; væk fra Smørum, væk fra sure veninder, der bliver sure over de mindste ting, væk fra utaknemmelige gamle mennesker, væk fra sure miner, væk fra uopmærksomhed overfor andres følelser, væk fra arrogance, væk fra.. Væk fra det hele du; jeg vil væk! 

Lidt om at rejse...

Kære læsere!

Jeg skriver med lynets hast og med adrenalin i hele kroppen. Jeg sidder og smiler akavet hver gang min mor siger noget i retningen af "har du husket alt hvad du skal have med?". Hver gang jeg kigger ned på den halvt fyldte kuffert med plads til masser af nyt tøj - ja, så ved jeg, at jeg skal rejse snart. Snart er relativt - i morgen er mere præcist. 

Sagen er den, at jeg ikke har været ude og rejse i godt 8-9 måneder - åh gud, jeg bliver ked af det bare af at tænke på det - og nu skal jeg endelig forlade Danmarks kedelige, grå og kolde grænser. Jeg skal godt nok ikke særlig langt væk, hvis man tæller kilometer, men jeg skal væk, og det er nøgleordet - VÆK. Jeg skal rejse til Berlin i morgen i selskab med min fantatiske(og mega sære) klasse. Der er nogle "odd balls" i blandt, men jeg nyder vist at være i deres selskab - for man har det sjovt! Vi havde klassefest i fredags, og det gik vildt for sig, hvilket jeg slet ikke havde forudset, da praktisk talt ingen drikker. Men det var abnormt hyggeligt - alle gik rundt og snakkede og hyggede. 

Nu skal jeg så tilbringe hele min uge med dem, og jeg er godt udrustet med massere af penge, mode magasiner og slik. Jeg skal dele værelse med tre andre piger, og jeg glæder mig virkelig. Jeg elsker kollektiv-livet, hvor man bor lidt klemt men har det pisse hyggeligt - jeg har været og vil altid være sådan en person. 

Jeg har udforsket hotellets mindre komplicerede hjemmeside - deres billedgalleri er til at brække sig over, det er virkelig forvirrende. Men det ser lækkert ud, og det er fra 2011 - så det er helt nyt! Jeg glæder mig som en nisse glæder sig til jul, det er helt vildt.. 

Grundet denne fantastiske rejse vil jeg ikke kunne blogge i hvert fald den næste uge. 

 De fleste af os skal bo fire på et værelse, så vi skal nok bo i denne slags værelse

Adjö for now!