Those lovely people...

mandag den 30. januar 2012

I'm still here...

Nu har jeg ikke blogget længe - sidste gang var vist d. 21. januar og nu er det allerede d. 30. Jeg har haft travlt, eller jeg har haft RIGTIG travlt! Jeg har haft projektuge for to uger siden og fremlagde så i sidste uge - det vil jeg komme ind på senere.


I den her weekend var jeg i Lalandia med min tennisklub og det var voldsomt hyggeligt! Vi boede 8 mennesker sammen i en hytte, og jeg boede i værelse med en der hedder Anders, og vi hyggede os. Vi gik lidt amok med linserne, så jeg har fået overført omkring 700 billeder fra turen, I skal selvfølgelig ikke indlægges til 700 billeder, men I får lige et par stykker. Udover det har det bare været en forholdsvis sørgelig mandag (som altid). Jo, jeg slog min hånd i lørdags da jeg stod på skøjter, fordi en lille dreng løb lige ind i mig (børn......). Men den har det meget bedre nu, og nu skal den bare have lidt ro. 


For at komme tilbage til min projektfremlæggelse: Min veninde Emma og jeg var i gruppe sammen og som sagt havde vi valgt emnet "Kvinders kamp for stemmeret i England" - et emne der let kunne blive kedeligt og tungt, men det var det ikke tværtimod! Vi havde det så dejligt sammen, og nød vores inspirerende oversprings handlinger mens vi knoklede løs på en 8-15 siders rapport der skulle afleveres mandag morgen. Udover det skulle vi kreere en fremragende fremlæggelse, der skulle vare 20 minutter. Vi fik bokset noget sammen mandag aften hjemme ved mig og fik øvet det lidt ovre i skolen tirsdag morgen. Vi var begge nervøse, men jeg var dog mest. Da det så endelig var vores tur - det tog lang tid - smuttede vi op til tavlen, gjorde vores ting klar og ventede spændt på at de to frygtindgydende lærere ville træde ind af døren. Det gjorde de så, og vi gik i gang. Med rystende hænder og akavede ansigtsudtryk prøvede vi os frem og fik det til at vare præcis 20 minutter. De to lærere gik ud og vi løb lykkelige ned til vores pladser - nu var det hele overstået og en tung byrde blev løftet fra vore skuldre...

Mén! Her i fredags kommer min lærer hen og hiver mig og Emma til side for at høre om vi kunne tænke os at fremlægge foran 7.-8.-9. klasse, som et eksempel på hvordan en god fremlæggelse skulle se ud - HVAD!? Skulle vores fremlæggelse stå frem som noget godt? Jeg var lykkelig, forvirret og enormt smilende. Nu skal vi så bare finde en dato, hvor vi akavet kan træde frem foran tre håbefulde klasser og være super mærkelige. Ej, det bliver sjovt og anderledes - og jeg glæder mig faktisk. 

Det var egentlig dette indlæg - jeg ville blot dele min lykke med jer!
Og her er nogle billeder!








Anders begyndte lidt at græde af grin fordi Yiyang faldt ned af sofaen mens hun sov - det var sjovt!

onsdag den 18. januar 2012

When life is hard, a little bit of sunshine will get you a long way..

Kære læsere...

Jeg har projektuge og for at sige det lige ud: er det BEN hårdt! 

Jeg har snakket med en del af mine venner, som synes det er overdrevet, hvor meget vi skal lave. Vores projektopgave går ud på at vi får én uge til at skrive 8-15 siders(2400 tegn=1 side) tekst + en 15 minutters fremlæggelse også 5 minutter oven i hatten per ekstra person. Jeg er i gruppe med den bedårende, smilende, søde, kære og til tider kække Emma, og vi har det sjovt! Vi har valgt emnet "Kvinders kamp om stemmeret i England", hvilket måske i nogle ører kunne lyde langtrukkent og kedeligt - men det er det bestemt ikke!

Vi har valgt at skrive en del om, hvordan det var i England før 1900-tallet, og det er på ingen måde kedeligt. De kvinder har kæmpet på braveste vis, for at vi i dag kan leve på lige fod med mænd.
Det sørgelige er bare, at vi ikke engang kender navnet på de mennesker der har kæmpet hårdest for, hvordan vores dagligdag ser ud lige nu og her. For selvom man ikke tænker over det, har de haft mere indflydelse på ens liv end selveste Mr. Barack Obama...

Emnet er fedt, men det er også hårdt - og der forventes noget af os! Vi klarer os begge godt i skolen, og da vi nævnte for vores klasselærer, at vi havde tænkt os at være i gruppe sammen, lavede hun det mest skumle "jeg er så stolte af jer"-ansigt. Men vi klarer os, vi har allerede skrevet lige omkring de seks sider - og vi er over halvejs i forhold til, hvad vi vil have med af fakta osv, så jeg er ganske tilfreds. 

Men man har også brug for pauser, når det er hårdt og kedeligt, og vi er gode til at finde på kreative "oversprings-handlinger"! I dag besluttede vi os for at lave pandekager, og næsten da vi var færdige hoppede Lisa ind af døren og ville da også have nogle pandekager.

Her er lidt billeder fra dagen..


 At vende pandekager i luften er overraskende svært.. 

 yummi yummi!


tirsdag den 10. januar 2012

Hvorfor er livet så unfair?

Kære læsere...

Jeg har her på det seneste tænkt meget over tunge ting; livets mening, hvorfor vi er her, hvad meningen med at vi er her er, osv. Tanker der gør én en smule sindssyg og kun medfører endnu flere spørgsmål. Fordi hagen ved lige netop disse spørgsmål er, at der aldrig nogensinde vil være et endeligt svar. Det er ikke ligesom i matematik, hvor vi ved, at 2 + 2 = 4, og det tvivler vi ikke på. Men når det handler om meningen med livet, har vi alle hver i sær vores helt egen forklaring - hvis vi overhovedet har en. 


Min veninde Yiyang har for omtrent en måned siden introduceret mig for et britisk boyband - der uden tvivl laver det mest blød sødne pop musik længe lavet - men fred være med det. De hedder 'One Direction' og blev kendte i gennem X-Factor, selvom de endte på en tredjeplads. De var faktisk blevet smidt ud af X-Factor hver i sær, men så kom de tre dommere med den brilliante idé om, at sætte dem sammen som en 5-mands gruppe, og nu er de verdens kendte med deres første album på markedet. 


Sjovt som en tilfældighed af store proportioner kan medfører, at de i dag lever det kendis-liv de fleste drømmer om; de skal ikke bekymre sig om hvilken uddannelse de skal vælge, ikke tænke over om krisen fjerner deres arbejdsplads, eller arbejde med noget, som de måske egentlig ikke bryder sig om. De arbejder med det de elsker mest - nemlig at synge foran tusindvis af mennesker og få feedback alá carte. Også kommer mit uendeligt sørgelige spørgsmål: hvorfor kan jeg ikke have det ligesom dem? Hvorfor kan livet ikke være lige så nemt for mig? 

Men sådan er livet ikke; livet er død uretfærdigt, og der er intet vi kan gøre ved det. Jeg ville bare ønske at jeg kunne gøre ligesom dem og leve det gode liv. 

Så i mens jeg sidder og savler over deres smækre udseende og deres til tider bizarre humor - kan jeg kun håbe på at leve lige så lykkeligt som dem..






P.S. Jeg vil gerne tilføje at jeg normalt ikke er den person der falder for teenage pop sensationer - på nogen måde! 

lørdag den 7. januar 2012

I wanna be just like them....









tirsdag den 3. januar 2012

Udkast fra kameraet...

Kære læsere.

I lørdags var det jo nytårsaften, og det gav mig anledning til at hive kameraet frem og gå helt amok. Jeg synes selv der kom nogle lidt vilde "shots" ud af det, og jeg besluttede mig derfor for at dele nogle af dem med jer. 

Bare for informations skyld: Jeg er den lykkelige ejer af et Canon EOS 1100D, og alle billederne er uredigerede. 




























Hvad synes I om billederne? Og gik I også amok med kameraet i lørdags? 

søndag den 1. januar 2012

Et alternativt indlæg...

Kære dejlige læsere.

2012. Nu kan man endelig skrive et stort 12-tal i årstals rubrikken. Men hvad gør det? Det er jo bare endnu et år - bare ikke for mig. 

I år skal jeg på efterskole, i år skal jeg til Berlin for første gang, i år skal jeg have eksamener, i år skal jeg ud og kigge på gymnasier, i år skal jeg lære at klare mig selv uden mummy og papi, og jeg er på ingen måde klar. 

Jeg er officielt den sørgelige ejer af den mest forfærdelige mavefornemmelse. Jeg har det som om, jeg er ked af, at min nytårsaften ikke var lige så vild, som den kunne have været. Jeg er bange for at skolen skal starte igen. Jeg er spændt på at se mine dejlige klassekammerater igen - eller nogle af dem i hvert fald. Jeg er nervøs for at aflevere min geografi rapport, og jeg er rædselsslagen for, hvordan det hele skal komme til at gå. 

Jeg har ingen kæreste, ingen der kan lide mig - eller det ved jeg i hvert fald ikke noget til. Min nok bedste veninde har lige fået en kæreste, og det fik mig bare til at tænke på, hvor meget jeg egentlig også gerne ville have sådan en. 

Men oven i al det 9. klasses stress jeg nok skal opleve de næste par måneder - orker jeg så også at have en kæreste at "passe"? Mine lærer fortalte sidste skoledag før ferien, at hun havde udregnet, hvor mange reele skoleuger vi havde tilbage, før vi forlader skolen 'for good' - 11. 11 uger af den skolegang jeg er vant til, den skolegang jeg har været en del af de sidste 10 år. At jeg så skal videre til en anden form for undervisning - en form hvor jeg skal bo der, hvor jeg bliver undervist, og hvor jeg skal dele værelse med fire andre. Jeg er simpelthen så bange. Alle fortæller hvor fedt deres efterskole år har været, men jeg kan ikke finde den følelse i mig der siger "JA! det bliver så fedt". Jeg kan kun finde den der siger "Kan jeg nu klare det her". 

Jeg cyklede hjem fra min veninde lidt i 7, for at nå hjem til en lækker omgang aftensmad, og jeg kom til at tænke over livet. Hvorfor vi hele tiden skal have noget at se frem til, hvorfor vi SKAL have en kæreste, gode karakterer, flot tøj, en pæn taske, osv. Alt i mens jeg har nydt at møde nye mennesker, oplevet hvordan det egentlig er at være barometerbarn og levet livet, har tiden fløjet afsted. Jeg synes stadigvæk at 2012 er 100 år fremme i tiden - men nej, i dag er det den 1/1 - 2012. Jeg kan slet ikke forstå det...

Undskyld rodet - sproget er heller ikke det mest præcise og dansk stils-agtige. Men håber ikke I har det ligesom mig, det er ikke særlig fedt.