En fin giveaway - men ikke som i tror..

Jeg har nu tilmeldt mig Amanda's giveaway, da jeg aldrig har taget mig sammen til at tilmelde mig disse "gave uddelelser". Jeg har altid været for doven, eller også har det ikke virket. Men nu har jeg taget mig sammen til at udfylde alle de ting, man skal gøre, og jeg mangler blot at lave et indlæg om giveaway'en - og det kommer så her.

I burde alle sammen gå hen og følge Amandas blog - Made in Denmark - den er personlig, uden at være kedelig, den har lidt mode hen over sig, uden at være for meget og så er den bare helt sin egen - og det er Amanda også! Hun er den sødeste pige, jeg længe har mødt, så åben og venlig. Jeg er så heldig at have mødt hende, fordi vi har utroligt mange fælles venner. Men jeg kan tydeligt huske da jeg sad helt alene på mit værelse og læste hendes indlæg og tænkte "Wow, at møde hende en dag - det vil jeg gerne! Men jeg det kommer jo aldrig til at ske....". Men det gjorde det jo? Jeg griner altid lidt når jeg ser tilbage på det.. 

Ha' en fortsat god torsdag derude. Jeg har haft fri hele ugen, fordi vi har eksamener og fordi hele min skole er på lejr-skole - thank god! 

Hvad vil jeg?

Hvad vil jeg med den her blog? Skal det være en tanke blog, en inspirations blog, en billed blog. Hvad skal det være? Se, mit svar er: En Rebecca blog. Der kommer nogle billeder ind, hvis jeg lyster - men ellers står den udelukkende på teenage plapren lige fra hjertet, og her kommer det så...

Jeg(som alle andre 9. klasser i landet) er i gang med de berygtede eksamener i øjeblikket, hvilket giver mig en masse stress og jag, og det gavner i hvert fald ikke min dagligdag - mildes talt. Jeg glemmer aftaler, fiser rundt og føler mig helt oppe og flyve - på den dårlige måde. Den måde hvorpå man ikke rigtigt kan finde fodfæste i den virkelige verden. For hvad er den virkelige verden? Er den virkelige verden min skole og mine klassekamerater - for så vil jeg gerne "flytte". Er den virkelige verden Smørum? For så vil jeg også gerne flytte. Hvor fanden er den? Mit svar må være efterskole. Jeg håber det gavner mig så grusomt, for det lyder så pokkers dejligt. 

Min skole nager mig. Jeg snakker godt med to piger, og håber da på at se dem efter sommerferien - men hvem ved? Resten af klassen kommer jeg nok ikke til at ses med, vi snakker blot sammen, fordi vi "skal". De fleste lever i en "langt fra virkeligheden" boble, fyldt med onde kommentarer som sårer folk, grammatiske rettelser der kan drive mig til vanvid, ingen form for situationsfornemmelse og alt for meget overanalysering. 

Jeg startede på skolen som et godt og grundigt 0. Jeg gik i 4. klasse og ejede intet der lignede en personlighed. Men den begyndte at titte frem og blomstre sig i alle mulige retninger. Men nu er den begyndt at visne, den kryber væk og ligner ikke sig selv. 

Min skole har gavnet mig - uden tvivl. Men nu er den begyndt at æde mig op indefra, og der er kun én vej - og det er væk. Der er heldigvis kun eksamener, særskema og nogle formelle fester igen, og så er jeg pist væk. Jeg glæder mig til at se, hvordan verden ser ud udenfor Søborg; om folk er reelt dejlige mennesker, tænker før de taler og snakker med en som var man på samme niveau - det ville i hvert fald være dejligt. Åh, jeg vil væk; væk fra Smørum, væk fra sure veninder, der bliver sure over de mindste ting, væk fra utaknemmelige gamle mennesker, væk fra sure miner, væk fra uopmærksomhed overfor andres følelser, væk fra arrogance, væk fra.. Væk fra det hele du; jeg vil væk!