Those lovely people...

lørdag den 16. juni 2012

I don't think you know this about me...

Her er lidt af min historie. En historie som jeg ser som en pose fyldt med luft - en pose jeg oftest gemmer langt væk, og selv hvis den bliver fundet frem, hiver jeg kun lidt i hjørnerne. Luften bliver aldrig rigtig sluppet ud....

Jeg har skiftet skole tre gange. Jeg har gået på to skoler i den by, jeg bor i. Og nu går jeg så på en privatskole halvvejs ind mod byen. 

Jeg var anderledes. Jeg lærte tingene hurtigere end de andre i klassen, og fordi jeg var færdig så hurtigt, begyndte jeg at hjælpe de andre. Folk begyndte at blive skeptiske, sådan skulle jeg da ikke opføre mig. Jeg skulle være ligesom de andre, ikke stikke ud på nogen måde. Men jeg vidste ikke bedre. Jeg spurgte mine forældre, hvad meningen med livet var, da jeg var 4 år gammel. Jeg diskuterede underlige emner med dem, for de forstod mig. Jeg kunne snakke på lige fod med dem, der var ikke nogen akavet stilhed, fordi de ikke forstod hvad jeg mente. Jeg havde aldrig nogen at være sammen med. 

Jeg var den irriterende pige, der sad hver weekend og ringede samtlige piger op, oftest uden held. Jeg var hende, der accepterede hvilken som helst social kontakt - om jeg så blot skulle hjælpe de andre piger med at stille deres Bratz figurer frem. Jeg var ulykkelig, men sådan så 7-årige Rebecca det ikke. Jeg troede, det var normalt at blive behandlet, som jeg gjorde. Jeg kom nogle gange grædende hjem fra skole, fordi jeg ikke kunne lide at være der. Jeg havde intet, der motiverede mig til at stå op om morgenen. Livet var en underlig blanding af ubegribelig få venskaber, onde kommentarer og folk der ikke forstod mig. De eneste der var der for mig, var mine forældre. De støttede mig gennem tykt og tyndt, og var der altid for at lytte til mine altid sørgmodige fortællinger fra, hvad der var sket i skolen. 

Det der skete i skolen var i milde ord; sørgmodigt. Jeg blev mobbet - godt og grundigt. Jeg blev skubbet, sparket og holdt udenfor på alle punkter. Folk så ned på mig, jeg var "hende den underlige". Jeg blev kaldt onde ord, og pædagogerne sagde blot "de er bare jaloux". Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg følte, at jeg ikke havde styr på noget som helst - der var intet, der fungerede. 

Mine forældre blev enige om, at jeg skulle et andet sted hen - starte på ny. Så som planlagt flyttede jeg skole i 3. klasse. Jeg flyttede til en anden skole, som lå i samme by. Jeg fik en gammel gnaven lærer, som mente, at når de andre drillede mig, måtte jeg selv være skyld i det. Hun gjorde intet for at stoppe det, og kunne ikke andet end at kritisere mig. 

Så jeg måtte videre endnu en gang.. Mine forældre havde hørt om det gennem en forening der hed Gifted Children. Skolen hedder Atheneskolen, og jeg kom på en to ugers prøve, for at se om det var noget for mig. 

Jeg var overvældet. Så mange indtryk, så mange personer, så mange nye ansigter - og så lidt tid. Men lidt efter lidt begyndte det hele at falde på plads. Jeg kunne pludseligt alle deres navne, og jeg blev på skolen lidt længere, for at sidde og snakke lidt med nogle af pigerne. Jeg hørte hjemme - endelig. Jeg var ikke underlig, her var alle lidt anderledes - nogen mere end andre - men det var okay. Nej, det var mere end okay, det var normalt. Det var normalt at være anderledes. Jeg var sammen med folk, der havde været i gennem noget i samme stil, som det jeg havde været i gennem. De kunne relatere til det hele, og jeg kunne næsten ikke forstå det. Jeg var overrasket over, hvor søde de var mod mig, og hvor glad jeg var for at gå i skole om morgenen. 

Den skole har ændret mit liv på godt og ondt, men jeg kan med hånden på hjertet sige, at den har været skyld i så mange flere positive ting end negative. Jeg er, den jeg er i dag på grund af den skole. Jeg fik plads og redskaber til at være mig selv, og pludselig begyndte en personlighed at blomstre frem. En personlighed med akavet sider, underlige sider og sjove sider. En personlighed ved navn Rebecca..



lørdag den 2. juni 2012

Long time no see...

Jeg vil ikke komme med underlige undskyldninger, lange og snørklede forklaringer og undskylde mig ud af, at jeg ikke har blogget i ret lang tid. Jeg har ikke haft lyst til det, også føler jeg ikke behovet for at ytre mig herinde. Hellere ikke gøre det, end at gøre det halvt - sådan lyder mit lille motto. 

Jeg har lige haft sidste skoledag i går, og når jeg tænker over det begynder jeg næsten at græde. Jeg har her de sidste par måneder gået rundt og brokket min røv i laser over, hvor meget jeg hader min klasse og længes efter at komme væk. Jeg har været utilfreds, følt mig ude, været sur og tvær og brugt al min energi på at være irriteret i stedet for at nyde, det jeg har - eller havde.. 

For nu - ja, nu - er jeg begyndt at indse, hvor dejlige mine klassekammerater er. De er sære - uden tvivl - men de er ægte, de er dem selv på godt og ondt, og det har jeg fandme respekt for! 

Vi havde som sagt sidste skoledag i går, og vi havde småplanlagt et show(eller rettere sagt sketch show), hvor en gruppe elever hver i sær skulle spille én af vores lærere. Der var så en anden gruppe der "spillede" elever og kom med både sjove og dumme bemærkninger. Vi havde ikke øvet det igennem en eneste gang, men havde hver for sig gået og forberedt os lidt. Vi mødte klokken 8.00, for at gøre os klar. Tage kostumer på, sætte hår, lægge sjov makeup og grine og fjante. Vi var alle langsomme, gik rundt og spiste karameller, snakkede om alt mellem himmel og jord og trak godt og grundigt tiden ud. Klokken blev 9.00 og vi skulle ind i vores "fysik lokale", for at spise morgenmad med vores dejlige lærere. Der blev serveret friskt morgenbrød, pålægschokolade, syltetøj, leende ko osv. Vi guflede i os og snakkede indbyrdes og alverdens ting - jeg smiler bare ved at tænke på det. Pludselig blev klokken 9.40 og vi skyndte os hen til, hvor vi havde sat kulisserne op. Vi fik øvet noget af det igennem, men var alt for hyper til at tage det seriøst. 

Pludselig var klokken 10.00 og det hele skulle begynde. Alle eleverne begyndte så småt at gå mod det røde rum og sætte sig foran scenen. Jeg var nervøs, på trods af at jeg ikke engang havde en rolle i showet. 

Alle eleverne satte sig ned og der blev bomstille. "Eleverne" satte sig ind ved deres borde og begyndte at småsnakke, og pludselig kom vores lærer "Christine" ind. Folk grinte og grinte, syntes det var så sjovt - mig med! Det meste ville de fleste kunne forstå, men selvfølgelig var noget af det mindre internt for vores klasse. Det var hylende morsomt, og vores egen klasselærer begyndte at græde af grin!

Til sidst syntes vi, at det var på sin plads at uddele nogle sjove gaver til vores skønne lærere. Og der (endnu en gang), begyndte vores klasselærer at græde. I dette tilfælde tror jeg, at det var af ren glæde - man kan jo håbe :) 

Efter det tog vi på McD og mødte en fyr der hedder Oskar, som vi inviterede med hjem til en fra min klasse. Vi tog hjem til hende, snakkede og snakkede og endte med at spise pizza der. Jeg tog hjem klokken 21 og blev hentet af min dejlige far på Ballerup st. i øsende regnvejr. 

Det var en dejlig dag, og jeg kommer inderligt til at savne alt ved min skole. Lærerne der er så åbne og søde, eleverne der er specielle på hver sin måde, de underlige faciliteter, de dårlige bøger(haha!) og de dejlige minder. 

Folkeskolen er overstået for mit vedkommende, og det er sku en skam. Jeg savner det allerede.....