Her er lidt af min historie. En historie som jeg ser som en pose fyldt med luft - en pose jeg oftest gemmer langt væk, og selv hvis den bliver fundet frem, hiver jeg kun lidt i hjørnerne. Luften bliver aldrig rigtig sluppet ud....
Jeg har skiftet skole tre gange. Jeg har gået på to skoler i den by, jeg bor i. Og nu går jeg så på en privatskole halvvejs ind mod byen.
Jeg var anderledes. Jeg lærte tingene hurtigere end de andre i klassen, og fordi jeg var færdig så hurtigt, begyndte jeg at hjælpe de andre. Folk begyndte at blive skeptiske, sådan skulle jeg da ikke opføre mig. Jeg skulle være ligesom de andre, ikke stikke ud på nogen måde. Men jeg vidste ikke bedre. Jeg spurgte mine forældre, hvad meningen med livet var, da jeg var 4 år gammel. Jeg diskuterede underlige emner med dem, for de forstod mig. Jeg kunne snakke på lige fod med dem, der var ikke nogen akavet stilhed, fordi de ikke forstod hvad jeg mente. Jeg havde aldrig nogen at være sammen med.
Jeg var den irriterende pige, der sad hver weekend og ringede samtlige piger op, oftest uden held. Jeg var hende, der accepterede hvilken som helst social kontakt - om jeg så blot skulle hjælpe de andre piger med at stille deres Bratz figurer frem. Jeg var ulykkelig, men sådan så 7-årige Rebecca det ikke. Jeg troede, det var normalt at blive behandlet, som jeg gjorde. Jeg kom nogle gange grædende hjem fra skole, fordi jeg ikke kunne lide at være der. Jeg havde intet, der motiverede mig til at stå op om morgenen. Livet var en underlig blanding af ubegribelig få venskaber, onde kommentarer og folk der ikke forstod mig. De eneste der var der for mig, var mine forældre. De støttede mig gennem tykt og tyndt, og var der altid for at lytte til mine altid sørgmodige fortællinger fra, hvad der var sket i skolen.
Det der skete i skolen var i milde ord; sørgmodigt. Jeg blev mobbet - godt og grundigt. Jeg blev skubbet, sparket og holdt udenfor på alle punkter. Folk så ned på mig, jeg var "hende den underlige". Jeg blev kaldt onde ord, og pædagogerne sagde blot "de er bare jaloux". Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg følte, at jeg ikke havde styr på noget som helst - der var intet, der fungerede.
Mine forældre blev enige om, at jeg skulle et andet sted hen - starte på ny. Så som planlagt flyttede jeg skole i 3. klasse. Jeg flyttede til en anden skole, som lå i samme by. Jeg fik en gammel gnaven lærer, som mente, at når de andre drillede mig, måtte jeg selv være skyld i det. Hun gjorde intet for at stoppe det, og kunne ikke andet end at kritisere mig.
Så jeg måtte videre endnu en gang.. Mine forældre havde hørt om det gennem en forening der hed Gifted Children. Skolen hedder Atheneskolen, og jeg kom på en to ugers prøve, for at se om det var noget for mig.
Jeg var overvældet. Så mange indtryk, så mange personer, så mange nye ansigter - og så lidt tid. Men lidt efter lidt begyndte det hele at falde på plads. Jeg kunne pludseligt alle deres navne, og jeg blev på skolen lidt længere, for at sidde og snakke lidt med nogle af pigerne. Jeg hørte hjemme - endelig. Jeg var ikke underlig, her var alle lidt anderledes - nogen mere end andre - men det var okay. Nej, det var mere end okay, det var normalt. Det var normalt at være anderledes. Jeg var sammen med folk, der havde været i gennem noget i samme stil, som det jeg havde været i gennem. De kunne relatere til det hele, og jeg kunne næsten ikke forstå det. Jeg var overrasket over, hvor søde de var mod mig, og hvor glad jeg var for at gå i skole om morgenen.
Den skole har ændret mit liv på godt og ondt, men jeg kan med hånden på hjertet sige, at den har været skyld i så mange flere positive ting end negative. Jeg er, den jeg er i dag på grund af den skole. Jeg fik plads og redskaber til at være mig selv, og pludselig begyndte en personlighed at blomstre frem. En personlighed med akavet sider, underlige sider og sjove sider. En personlighed ved navn Rebecca..