Those lovely people...

lørdag den 16. juni 2012

I don't think you know this about me...

Her er lidt af min historie. En historie som jeg ser som en pose fyldt med luft - en pose jeg oftest gemmer langt væk, og selv hvis den bliver fundet frem, hiver jeg kun lidt i hjørnerne. Luften bliver aldrig rigtig sluppet ud....

Jeg har skiftet skole tre gange. Jeg har gået på to skoler i den by, jeg bor i. Og nu går jeg så på en privatskole halvvejs ind mod byen. 

Jeg var anderledes. Jeg lærte tingene hurtigere end de andre i klassen, og fordi jeg var færdig så hurtigt, begyndte jeg at hjælpe de andre. Folk begyndte at blive skeptiske, sådan skulle jeg da ikke opføre mig. Jeg skulle være ligesom de andre, ikke stikke ud på nogen måde. Men jeg vidste ikke bedre. Jeg spurgte mine forældre, hvad meningen med livet var, da jeg var 4 år gammel. Jeg diskuterede underlige emner med dem, for de forstod mig. Jeg kunne snakke på lige fod med dem, der var ikke nogen akavet stilhed, fordi de ikke forstod hvad jeg mente. Jeg havde aldrig nogen at være sammen med. 

Jeg var den irriterende pige, der sad hver weekend og ringede samtlige piger op, oftest uden held. Jeg var hende, der accepterede hvilken som helst social kontakt - om jeg så blot skulle hjælpe de andre piger med at stille deres Bratz figurer frem. Jeg var ulykkelig, men sådan så 7-årige Rebecca det ikke. Jeg troede, det var normalt at blive behandlet, som jeg gjorde. Jeg kom nogle gange grædende hjem fra skole, fordi jeg ikke kunne lide at være der. Jeg havde intet, der motiverede mig til at stå op om morgenen. Livet var en underlig blanding af ubegribelig få venskaber, onde kommentarer og folk der ikke forstod mig. De eneste der var der for mig, var mine forældre. De støttede mig gennem tykt og tyndt, og var der altid for at lytte til mine altid sørgmodige fortællinger fra, hvad der var sket i skolen. 

Det der skete i skolen var i milde ord; sørgmodigt. Jeg blev mobbet - godt og grundigt. Jeg blev skubbet, sparket og holdt udenfor på alle punkter. Folk så ned på mig, jeg var "hende den underlige". Jeg blev kaldt onde ord, og pædagogerne sagde blot "de er bare jaloux". Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg følte, at jeg ikke havde styr på noget som helst - der var intet, der fungerede. 

Mine forældre blev enige om, at jeg skulle et andet sted hen - starte på ny. Så som planlagt flyttede jeg skole i 3. klasse. Jeg flyttede til en anden skole, som lå i samme by. Jeg fik en gammel gnaven lærer, som mente, at når de andre drillede mig, måtte jeg selv være skyld i det. Hun gjorde intet for at stoppe det, og kunne ikke andet end at kritisere mig. 

Så jeg måtte videre endnu en gang.. Mine forældre havde hørt om det gennem en forening der hed Gifted Children. Skolen hedder Atheneskolen, og jeg kom på en to ugers prøve, for at se om det var noget for mig. 

Jeg var overvældet. Så mange indtryk, så mange personer, så mange nye ansigter - og så lidt tid. Men lidt efter lidt begyndte det hele at falde på plads. Jeg kunne pludseligt alle deres navne, og jeg blev på skolen lidt længere, for at sidde og snakke lidt med nogle af pigerne. Jeg hørte hjemme - endelig. Jeg var ikke underlig, her var alle lidt anderledes - nogen mere end andre - men det var okay. Nej, det var mere end okay, det var normalt. Det var normalt at være anderledes. Jeg var sammen med folk, der havde været i gennem noget i samme stil, som det jeg havde været i gennem. De kunne relatere til det hele, og jeg kunne næsten ikke forstå det. Jeg var overrasket over, hvor søde de var mod mig, og hvor glad jeg var for at gå i skole om morgenen. 

Den skole har ændret mit liv på godt og ondt, men jeg kan med hånden på hjertet sige, at den har været skyld i så mange flere positive ting end negative. Jeg er, den jeg er i dag på grund af den skole. Jeg fik plads og redskaber til at være mig selv, og pludselig begyndte en personlighed at blomstre frem. En personlighed med akavet sider, underlige sider og sjove sider. En personlighed ved navn Rebecca..



14 kommentarer:

  1. Jeg bliver nødt til at dele dette indlæg på min facebookfanside. Jeg ville ønske, jeg kunne tænkte mig frem til en værdig kommentar lige nu.

    SvarSlet
  2. Hvor er det dog bare et rørende indlæg!

    SvarSlet
  3. Hold da op. Sikke et fantastisk indlæg. Jeg er nærmest mundlam. Wow. Du er godt nok stærk.. Ved ikke hvad jeg skal sige..
    Kram

    SvarSlet
  4. Virkelig et fint indlæg, som går helt tæt på.
    Fedt at du tør være så åben!
    - Anna
    www.stayingus.blogspot.com

    SvarSlet
  5. Jeg har det fuldstændig som Amanda lige nu. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal sige. Jeg har en kusine med samme historie, som netop også kom på en lignende skole, men som lukkede efter er par måneder, og det var virkelig ærgerligt, for nu tror hun ikke på sig selv mere.

    Jeg føler med dig Rebecca! Det gør jeg virkelig. Ingen fortjener at blive behandlet på den måde. Ingen. Og jeg forstår ikke, hvordan nogle lærere bare kan lukke øjnene for sådan noget? At være klog er en gave, ligemeget hvad folk siger! Jeg kender dig overhovedet ikke, men alligevel er jeg simpelthen så glad for, at du har fået det godt!

    Har du noget imod at jeg føler dig?

    /Anna

    SvarSlet
  6. Respekt for dette blogindlæg.
    Jeg har først lige stødt på din blog igennem en anden blog, og for derefter at læse et tankevækkende blogindlæg, det rammer mig dybt og var nær ved at fælde en tåre - no kidding!

    Thumbs up til dig, Rebecca!<3 :D

    SvarSlet
  7. Du lyder til at være en stærk pige ;-) Sådan!

    SvarSlet
  8. Amanda: Jeg er taknemlig over, at du gider det. Tak - jeg ved heller ikke hvad jeg skal sige..
    Mette: Tusind tak!
    Amanda 2(haha): Wow, tusind tak :)
    Anna: Det tog også ret mange overvejelser, men til sidst tog jeg mig sammen.. Tusind tak!
    Anna 2(igen): Det er ikke nogen der fortjener at blive behandlet sådan.. Tusind tak for din respons! :)
    Nanna: Tak for din kommentar!
    Amalie: Var du virkelig det? Det er jeg virkelig glad for :) (altså ikke på en underlig måde?)
    Anonym: Orv, tusind tak :)

    SvarSlet
  9. Den skole har virkelig været fantastisk for dig... Og for mig. Jeg er sindssygt glad for at have mødt dig i den. Elsker dig

    SvarSlet
  10. Elsker også dig Emmachan..

    SvarSlet
  11. Synes din ærlighed er totalt impornerende! Respekt, virkelig!
    Smid gerne en kommentar på min blog, hvis du lyster!

    http://gladesol.blogspot.dk

    knus

    SvarSlet
  12. http://turquoise-and-caicos.blogspot.dk/ Meget flot! Respekt...vil du ikke følges?? <3

    SvarSlet