Jeg vil ikke komme med underlige undskyldninger, lange og snørklede forklaringer og undskylde mig ud af, at jeg ikke har blogget i ret lang tid. Jeg har ikke haft lyst til det, også føler jeg ikke behovet for at ytre mig herinde. Hellere ikke gøre det, end at gøre det halvt - sådan lyder mit lille motto.
Jeg har lige haft sidste skoledag i går, og når jeg tænker over det begynder jeg næsten at græde. Jeg har her de sidste par måneder gået rundt og brokket min røv i laser over, hvor meget jeg hader min klasse og længes efter at komme væk. Jeg har været utilfreds, følt mig ude, været sur og tvær og brugt al min energi på at være irriteret i stedet for at nyde, det jeg har - eller havde..
For nu - ja, nu - er jeg begyndt at indse, hvor dejlige mine klassekammerater er. De er sære - uden tvivl - men de er ægte, de er dem selv på godt og ondt, og det har jeg fandme respekt for!
Vi havde som sagt sidste skoledag i går, og vi havde småplanlagt et show(eller rettere sagt sketch show), hvor en gruppe elever hver i sær skulle spille én af vores lærere. Der var så en anden gruppe der "spillede" elever og kom med både sjove og dumme bemærkninger. Vi havde ikke øvet det igennem en eneste gang, men havde hver for sig gået og forberedt os lidt. Vi mødte klokken 8.00, for at gøre os klar. Tage kostumer på, sætte hår, lægge sjov makeup og grine og fjante. Vi var alle langsomme, gik rundt og spiste karameller, snakkede om alt mellem himmel og jord og trak godt og grundigt tiden ud. Klokken blev 9.00 og vi skulle ind i vores "fysik lokale", for at spise morgenmad med vores dejlige lærere. Der blev serveret friskt morgenbrød, pålægschokolade, syltetøj, leende ko osv. Vi guflede i os og snakkede indbyrdes og alverdens ting - jeg smiler bare ved at tænke på det. Pludselig blev klokken 9.40 og vi skyndte os hen til, hvor vi havde sat kulisserne op. Vi fik øvet noget af det igennem, men var alt for hyper til at tage det seriøst.
Pludselig var klokken 10.00 og det hele skulle begynde. Alle eleverne begyndte så småt at gå mod det røde rum og sætte sig foran scenen. Jeg var nervøs, på trods af at jeg ikke engang havde en rolle i showet.
Alle eleverne satte sig ned og der blev bomstille. "Eleverne" satte sig ind ved deres borde og begyndte at småsnakke, og pludselig kom vores lærer "Christine" ind. Folk grinte og grinte, syntes det var så sjovt - mig med! Det meste ville de fleste kunne forstå, men selvfølgelig var noget af det mindre internt for vores klasse. Det var hylende morsomt, og vores egen klasselærer begyndte at græde af grin!
Til sidst syntes vi, at det var på sin plads at uddele nogle sjove gaver til vores skønne lærere. Og der (endnu en gang), begyndte vores klasselærer at græde. I dette tilfælde tror jeg, at det var af ren glæde - man kan jo håbe :)
Efter det tog vi på McD og mødte en fyr der hedder Oskar, som vi inviterede med hjem til en fra min klasse. Vi tog hjem til hende, snakkede og snakkede og endte med at spise pizza der. Jeg tog hjem klokken 21 og blev hentet af min dejlige far på Ballerup st. i øsende regnvejr.
Det var en dejlig dag, og jeg kommer inderligt til at savne alt ved min skole. Lærerne der er så åbne og søde, eleverne der er specielle på hver sin måde, de underlige faciliteter, de dårlige bøger(haha!) og de dejlige minder.
Folkeskolen er overstået for mit vedkommende, og det er sku en skam. Jeg savner det allerede.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar