Those lovely people...

søndag den 23. oktober 2011

Om hvor forfærdeligt det nogle gange kan være at være teenager..

Kære læsere.


Lige nu sidder jeg og kigger ned i en forholdsvis tom blender. I tænker nok, "what?!". Sagen er den, at jeg har været sund til aften og lavet mig selv en smoothie. Den smagte så godt, at jeg gerne vil have mere af den. Men der var i det mindste nok til to store glas - mmmmm. 


Lige nu knurrer maven, fordi feriens sidste minutter er over mig. Nu har jeg ikke meget mere end en time tilbage, før jeg skal i seng. Jeg skal op 6.54 - tidligt, men senere end hvad jeg er vant til. 


På en måde vil jeg gerne tilbage til dagligdagen, eller jeg føler jeg burde. For alle mine venner glæder sig sådan til at se sine klassekammerater igen, osv. Men det gør jeg ikke. Åh gud - jeg føler nærmest, jeg har syndet, da jeg skrev det. Jeg ved godt, at det er en forfærdelig ting at sige - i sær fordi en af mine klassekammerater helt sikkert kommer til at læse det her indslag. 
Men nu skal mine klassekammerater ikke sættes i dårligt lys, tværtimod skulle jeg nok. De er nogle pragtfulde mennesker, hver i sær helt sin egen. Og der er én jeg svinger ekstra godt med. Men i helhed føler jeg ikke, at det er en klasse jeg vil se resten af livet - hvis i forstår? Jeg har flere gange overvejet at skifte skole, men det lyder bare så dramatisk og drastisk. Jeg gider ikke have, at folk får den forkerte ide, om hvorfor jeg flyttede. 


Jeg kan meget godt lide min klasse, vi er lidt sære til tider, men det er alle vel på sin vis. Jeg har bare en lyst til noget anderledes, noget der virkelig intet har med et sørgeligt klasselokale at gøre. Jeg synes hele ideen med, at man skal sidde i et klasselokale fem dage om ugen fra 8-2 er totalt absurd. I sær når man har sprogfag. Jeg elsker, at lærere rundt omkring i landet tror at man kan lære et sprog helt udemærket ved at sidde og terpe stærke verber eller oversætte nogle sætninger. 


Herre gud, jeg er på ingen måde dårlig til tysk, men hvis de forventer at jeg skal kunne tale i 10-15 minutter til eksamen (hvis det altså bliver trukket) kan de godt tænke om igen! Jeg er faktisk ret sikker i mit skriftlige tysk, fordi vi hele tiden laver opgaver, og som den nørd jeg er, laver jeg dem altid. Men at forlange af mig, at jeg skal kunne stille mig op foran en sensor og min tysk lærer og prædike om, hvordan 2. verdenskrig havde indflydelse på tyskland el. lign. er lige lovlig optimistisk, men det er selvfølgelig bare min mening.


Jeg er vist kommet ud i nogle emner jeg ikke startede med, men jeg tror jeg vil hen i en konklusion, hvori jeg forklarer mine sære udtalelser.


Jeg er vokset op, med forældre der gerne vil have deres børn til at tænke så frit som muligt. Vi er nok vores tids hippier :-) Jeg elsker mine forældre for at have gjort det, samtidig med at jeg synes, det nogle gange kan være rigtig hårdt. For når man må tænke frit, kommer der jo naturligvis også nogle tunge emner ind på hjernebåndet. At tænke over alt dette, frustrerer mig dybt, men jeg føler det gør mig til at lært menneske. Et menneske med mange meninger om mange forskellige ting, og en person folk gider at snakke med. 


Jeg føler lidt, at jeg på sæt og vis er lidt pessimistisk når jeg siger at jeg på ingen måde glæder mig til at komme tilbage til skolen. Jeg er bare ikke en fan af den indlæringsmetode vi bruger her i landet, eller nej - verden over. Det virker lidt fjollet at "dise"(fornærme, hvis der er nogen derude der ikke ved ordets betydning ;-)) den undervisningsmetode vi har, men jeg føler bare vi er helt forkerte på den. Lektier skal lære os at kunne tilrettelægge vores tid ordentligt, og gøre så vi kan lære noget om det enkelte fag selv udenfor skolen. Fair nok. Men jeg har aldrig hørt et eneste menneske sige, "Nøøj, jeg glæder mig til at komme hjem og lave lektier" - aldrig! Så hvorfor er det vi bruger denne metode, hvis ingen synes den er god? Den er nem at bruge, og den kræver ikke hjælp fra læreren selv. Det gør det selvfølgeligt nemmere for læren, hvis eleverne er forberedte på forhånd. Men jeg synes bare ikke det er i orden, at jeg ikke har lyst til at komme i skole. Det er selvfølgelig ikke hele Danmarks skyld - ikke lige i dag i hvert fald :) Men jeg føler ikke at det kun kan være min skyld - eller er det bare det? Jeg er forvirret..


Samtidig med min midtlivskrise(LOL) skal jeg besøge min efterskole på lørdag. Jeg skal på Glamsdalens Idrætefterskole fra 2012-2013. Det bliver et anderledes år, hvor jeg nok kommer til at modnes MEGET. Jeg glæder mig, samtidig med at jeg frygter det som jeg aldrig har frygtet noget før. Det er enormt! Jeg føler mig heller ikke klar, i sær fordi jeg heller ikke føler mig som en der går i 9. Åh gud - det overrasker mig hver gang jeg siger det.. Dog skulle jeg også gå i 8. men jeg tvivler på, at det ville være helt normalt hvis det først var næste år. 


Jeg tror bare jeg tænker for meget over tingene.. Nå, men nu har jeg da i hvert fald krænget mit hjerte ud - (splask)... Ej, jeg håber det sætter gang i nogle tanker hos jer, ellers har det i hvert fald hjulpet mig lidt på vej.


Jeg siger godnat og ønsker simpelthen mig selv held og lykke med i morgen..

2 kommentarer:

  1. Kære Rebecca
    Jeg kan sagtens forstå det du føler. Jeg bliver også nogle gange frustreret på den måde, tingene er på i skoler - altså, der må fx være en bedre måde en terpning at lære uregelmæssige verber på!! - og hele verden i det hele taget. Nogle gange leder jeg efter en nulstille-knap, så det hele kan fornyes eller ændres på EN ELLER ANDEN MÅDE til det bedre. Måske er vi det eneste der tænker sådan, for tingene forbliver som det er... Men hvis du nu skulle flytte skole, kender jeg i hvert fald én der bliver ret ked af det. Nemlig mig.

    SvarSlet
  2. Awww - emma! Dejligt at høre jeg ikke er helt alene :-) og selvfølgelig flytter jeg ikke skole <3 dig elsker jeg jo!

    SvarSlet