Lille håbløse mig...

Advarsel! Fare for alt for mange komplicerede følelser... Teenage-følelser.

Der er den her dreng(og sådan starter det altid). Jeg har været nok bedstevenner med ham siden jul, og vi har snakket sammen over skype dagligt - altså hele tiden, virkelig. Men her over sommerferien er det nærmest gået fra hinanden; vi snakker aldrig sammen, og skriver meget indholdsløst bare "hvad laver du" osv. Og jeg savner ham så inderligt, jeg savner at trygle ham om at blive oppe lidt længere så vi kan snakke, jeg savner at han altid forstår mig, og jeg savner at have ham at læsse af på. Jeg savner alt ved ham.. Hans dejlige hus, hans hyggelige familie og den måde han bare er en fantastisk ven på.. Og det fortalte jeg så til min veninde, som følte at "det skulle jeg da fortælle ham". Hvilket jeg så gjorde, og alt i mens jeg sad og så "Breaking Dawn Part 1" - den var forresten brand god - knurrede min mave så hele salen kunne høre det. Ej, men jeg var så nervøs for hvad han ville skrive - for en vigtig faktor i denne komplekse situation er, at han går i gymnasiet, er super engageret i hans skolearbejde, går til fodbold 4 gange om ugen, til bas 3 gange om ugen og er en meget stor del af elevrådet, café-aften menneskerne og er meget med til alt der er omkring ham. Men jeg føler bare, at han så glemmer, ja mig - midt i alt det gode... Og nu er det jo så bare blevet så meget værre, at jeg måske føler han er sød(ja, lidt mere end venner-sød).. Og jeg ved så bare slet ikke hvad jeg skal gøre..

Han svarede så med, at han ikke vidste hvad han skulle sige(FEDT), for han havde så travlt.. Så jeg er praktisk talt sønder knust.. Men, jeg overlever vel..

Håber ikke i synes jeg er alt for sørgelig og håbløs, vi har jo alle vores problemer - right?